Skrivedidaktik - pen, papir og blog

Derfor går de

2007-05-10T08:26:00.000-07:00

En lille opfølgning på min efterspørgsel (Noget i retningen af: Hvordan funderer man en ethos som underviser, når kursisterne er på samme eller højere alders-, status- eller erfaringsniveau?):

Jeg opdagede, at det, jeg ledte efter var voksenundervisning. Og der viste sig at være stakkevis af bøger om emnet - der nu leger lidt med tyngdekraften på mit skrivebord. Pragteksemplaret er en lille grim bog fra 74 af Jennifer Rogers, der svarer på de tre spørgsmål: Hvorfor kommer de? - min favorit: Hvorfor går de? Og til sidst: Hvem er de? Interessant at læse om andres erfaringer og forstå sine egne.

Det eneste problem er, at jeg bliver nødt til at trykke crtl+a og delete i det dokument, der hedder skrivedidaktikopgave. Ud går mundtlighed og skriftlighed. Ind kommer etablering af underviserethos. Forfra. Nyt emne. Men nu gider jeg godt.

Er der mon nogen...

2007-05-01T04:23:00.000-07:00

...der ligger inde med Fahnestocks Genre and Rhetorical Craft? Det nr af tidsskriftet Research in the Teaching of English vol. 27 #3, som den er i, og som jeg kunne tænke mig at kigge i, er udlånt fra Retoriks bibliotek, og den er ikke til at skaffe andre steder...

Metodetip og ethosspørgsmål

2007-03-21T05:40:00.000-07:00

Først et tip til dem, der føler sig metodeløse: Har lige læst Peter Jarvis: "Aktionsforskning" fra Praktiker-forskeren. Udvikling af teori fra praksis, 2002. Han siger noget klogt og lettilgængeligt om, hvad det er vi laver, når vi prøver at teoretisere ud fra en praksissituation, og at det faktisk giver mening, vi gør det. Den kan anbefales.

Og så til spørgsmålet: Er der nogen af jer, der har gjort jer tanker om undervisere i symmetriske kommunikationssituationer? Hvad betyder det f.eks for ethos, hvis læreren er jævnaldrende med eleverne, eller hvis man skal undervise sine kollegaer? Og hvordan kan man arbejde med det? Kender I til noget litteratur på området? Jeg synes, det er et emne, der fortjener opmærksomhed på retorik, for de fleste af os vil komme ud for situationen, og hvad gør vi så?

Kaptajn på virkelighedens mareridt

2007-02-25T08:37:00.000-08:00

Jeg tror, det er tid for mig at genoptage lidt blogfifleri. I mandags startede mit AOF-kursus, og der skete præcis det modsatte af det, der havde holdt mig vågen med koldsved de sidste par nætter. Det betyder ikke, at alt klappede og at performerangsten nu er væk. Nej, mit mareridt gik ud på, at tiden var gået, før undervisningen gik i gang, og at jeg ikke kunne styre kursisterne der holdte konstante rygepauser.

Virkelighedens mareridt, der udspillede sig i mandags var, at tiden var alt alt alt for lang. Da jeg havde lavet alle øvelser og kastet mine guldkorn, var der 45 minutter tilbage. Blob.. bub bub... hmm... what to do, what to do... jeg improviserede flere skriveøvelser og sejlede igennem uden at kæntre - jeg tror, faktisk ikke engang, kursisterne opdagede, at der var storm på søen. Men jeg har lært, at jeg skal forberede det dobbelte af, hvad jeg tror, jeg når - men samtidig være klar til at sløjfe tre fjerdedele. Og rygepauserne.. njæææ... i pausen sad de helt stille på stolen og kiggede opmærksomt og lidt genert på mig, til vi efter fem endeløse minutter gik i gang igen.

Mens jeg venter på, planlægningen af morgendagens session - med hardcore argumentationsteori til de faktisk ret kvikke hoveder - går i gang af sig selv, leger jeg med min nye profil på Kommunikationsforum. Se den her og lav en selv, hvis du som mig ikke ved, hvad du skal bruge den til, men ikke tør lade være, for hvad nu hvis...

Hvordan spreder man rygtet? Lidt reklame...

2007-01-25T02:42:00.000-08:00

Jeg har for en gangs skyld haft en januar uden eksamen, så jeg har brugt tiden på skrivedidaktik-opgaven i stedet. Jeg er ved at være igennem første gennemskrivning og må konstatere, at denne metadisciplin er virkelig svær. De første par dage led jeg endda af min første skriveblokering i fem år! Det føltes simpelthen så dumt at sidde foran skærmen og måtte tvinge sætninger ud - om det at have skriveblokering. Hmm, meta-frustration = dobbelt frustration.

Et af mine blokeringsgrunde er, at der er så mange veje, jeg kan vælge at gå ud ad - og den ene dag synes jeg, at mit fokus på risiko(u)villighed er det mest spændende; den næste dag kan jeg ikke forstå, hvorfor jeg ikke skriver om ars-ususfordelingen. Som et barn i en slikbutik og 30 siders penge at snolde for. (Ok, nu lyder jeg virkelig som en lalleglad fagnørd!)

Nu er jeg så også så småt begyndt på mit speciale, og jeg har oprettet en specialeblog. Uanset hvor afklædt og pinlig jeg måtte føle mig, har jeg aftalt med mig selv, at jeg skal bede folk om at læse den - det er jo trods alt en del af pointen med at have en blog i stedet for en logbog. Så kom gerne med gode forslag, opmuntrende tilråb og støttende ord på Specialet skal skrives.

Held og lykke til jer derude, der har eksamener til gode.

Click on the computer and I'm 17 again

2007-01-05T02:48:00.000-08:00

Donald Murray er død, 82 år gammel. Hvem? Ham, der blandt andet skrev Learning by Teaching. Og måske er I stødt på teksterne "Seeing the Obvious” og ”Avoiding the Clichés of Vision” (som har været brugt i kompendier i Skriftlig formidling og Retorisk skrivning på retorikstudiet gennem nogle år.)

Læs mere om Murray via Roy Peter Clark's Writing Tools, der er et godt sted at kende i det hele taget. Og for at give Murray selv det sidste ord her:

The flow of writing is always a surprise and a challenge. Click the computer on and I am 17 again, wanting to write and not knowing if I can.

Glædelig jul og skriv godt :-)

2006-12-19T14:30:00.000-08:00

Efter en glimrende "sidste gang før jul" undervisning med flere tips til hvordan man gør sig selv "hemmelig" på bloggen (og i det hele taget kommer ind ( det er dog utroligt så svært det er for nogle af os)) og en god diskussion omkring praktikkerne - ønskes der glædelig jul til hele holdet.

Håber vi ses allesammen igen - til workshop-undervisning, på bloggen eller på punkt.ku.dk(opfordrer alle til at ligge jeres fantastiske noter, fængende oplæg og fremragende øvelser ind på sidstnævnte - til fælles gavn og glæde)

kh Hansi ( det være sig hende med krøllerne og sygeplejerskerne - mon man stadig er anonym?)

En hård start

2006-12-11T02:28:00.000-08:00

Efter en times log in / log ud, skift fra blogger til nyere blog, dit kodeord virker ikke, log ind / log ud, virker ikke, arghhhh, virker ikke/selvrealiseringsblog væk, jeg er vist ikke rigtigt inde, er jeg vist endelig inde ved magtens centrum, dog uden mere tid til at skrive om min undervisningspraktik, der i øvrigt skrider langsomt men sikkert frem.

Dog et enkelt spørgsmål: Var det meningen at man skulle kunne være anonym på denne blog og i så fald hvordan?

kh
En teknisk tragedie

Metode...?

2006-12-10T06:54:00.000-08:00

Metode er et af de ord som vi retorikere har det halv-skidt med - det er min opfattelse efter 5 års studier. Som jeg har forstået er metode for en retoriker noget med hermeneutisk at læse en tekst, tænke lidt, læse den igen osv.

Hvordan får man sit konkrete praktikforløb til at hænge sammen med det faglige begreb?

Jeg vil gerne lave en praktik hvor nogle opgaveskrivere skal i gang i ordentlig tid og arbjede med motivation og inventio. Det skulle ske gennem afklarende øvelser - både mht. emnerne, studieordningen og opgavens placering i uddannelsesforløbet.
Der opstår en masse "hvad nu hvis"-spørgsmål: Hvad ville der ske hvis jeg ikke afklarede genren med dem? - ville opgaverne så blive lige så gode? - Svaret må vel blive nej.
Får det dem til at komme i gang med opgaverne? Det er næsten for oplagt at "selvfølgelig" gør de det hvis de er indstillede på at deltage i kurset... I modsat fald er de nej-sigere.

Hvis jeg skal undersøge effekten af en enkelt øvelse, så bliver det meget laboratorie-agtigt. Underviser jeg for at "forske" i en særlig faglig problemstilling, eller underviser jeg for at løse et konkret problem for deltagerne? Er det ok at lave "forudsigelige forsøg"?

Hvem er det i virkeligheden der skal lære noget?

2006-12-09T13:39:00.000-08:00

Til et læsegruppemøde kom vi i forbindelse med min praktik til at diskutere, hvem det overhovedet var, der skulle lære noget. Jeg skal lave en form for genreafklaringskursus om "skriftlig refleksion" på en kreativ uddannelse. Meningen er, at jeg skal lave det for de studerende, fordi der på uddannelsen er udbredt forvirring om, hvad man skal bruge en skriftlig refleksion til. Det er gået op for mig, at underviserne heller ikke selv er afklarede omkring genren. Til læsegruppemødet var der derfor uenighed om, hvem jeg så overhovedet skulle undervise. Jeg holder fast i at skulle undervise de studerende, men kan se, at denne problemstilling kommer til at blive gennenmgående for forløbet. Jeg kæmper særligt med følgende:

At finde en passende balance i forhold til, hvor meget underviserne skal involveres i min arbejdsproces med at planlægge et kursus (jeg har planlagt en forundersøgelse som forhåbentlig bliver givende). Jeg kan af gode grunde ikke holde dem udenfor - det er deres uddannelse, og derfor skal min definition af den skriftlige refleksion til en hvis grad godkendes af dem, inden jeg kaster mig ud i undervisning af deres studerende...
Hvordan er det lige, at det skal gavne de studerende, hvis underviserne stadig ikke (efter mit gennemførte kursus) selv ved, hvad en skriftlig refleksion er? - og lidt i forlængelse af det:
At finde et fælles sprog med underviserne (bare ordet genre betyder meget forskellige ting i vores respektive faglige verdener).

Hm...

Har I overhovedet ikke lært noget?

2006-12-06T09:14:00.000-08:00

Jeg kan ikke huske om det var Christine der citerede Katrine Dahl, eller om det var omvendt (måske var det en helt tredje?). Jeg har måske glemt hvem, men ikke hvad: "Begejstring er ikke lig læring." Den sætning popper op i mit hoved fra tid til anden, og det gjorde den også under mit praktikforløb. Jeg tør godt vove at påstå at alle undervisere har oplevet det (mindst) én gang. Det kommer helt uventet; alting kører, dine elever/studerende er glade for dig, de laver deres ting, griner af dine jokes og rækker armen i vejret når du spørger dem om noget. Men pludselig kommer det. Spørgsmålet fra en elev der får dig til at tænke: "Har I overhovedet ikke lært noget?! Det har jeg jo forklaret fem gange..." Nogle gange skyder man skylden på eleverne (hold kæft, hvor er de dumme), men andre dage skyder man skylden på sig selv (hold kæft, hvor er jeg en dårlig underviser) - og det er ikke sjovt. Men 10 minutter efter får man som regel et svar der kan berolige; pyha, I har faktisk lært noget...

Så tænk på mig, hvis og når du kommer i samme situation: Bare rolig, det er helt normalt, du er ikke en dårlig lærer, og de skal nok lære en masse. Det er først når spørgsmålene er helt fraværende, du skal blive bekymret!

Er der nogen, der vil låne mig en skovl?

2006-12-06T04:04:00.000-08:00

Den hule, jeg skal grave mig ud af, er uvidenhed om rammerne for mit praktikforløb. Jeg skal holde et AOF-kursus, men har aldrig selv været på aftenskole og har derfor meget svært ved at se modtagerne for mig. Hvor unge eller gamle er de? Hvad er deres baggrund? Hvor højt alment uddannelsesniveau kan jeg regne med? Hvor stor interesse i offentligt liv kan jeg regne med? Gider de lave hjemmeopgaver? Og er det eneste jeg i virkeligheden kan regne med, at jeg ikke kan regne med noget særligt præcist? En skovl til at grave mig ud af hulen modtages gerne!

Jo, du er sur!

2006-12-04T09:37:00.000-08:00

Én af de ting jeg forestiller mig kan blive problematisk i praktikken er at pådutte mine kursister en motivation for at skrive. Jeg forestiller mig at lave kurset "Det gode debatindlæg" på en højskole for elever på en samfundsfaglig linie. Jeg kunne godt tænke mig at alle i slutningen af kurset sad med hvert sit fokuserede, velargumenterende debatindlæg - klart til et retorisk liv i avisen, sognebladet, på webloggen osv.
Jeg går altså ud fra at alle har noget temmelig konkret på hjertet. Indtil videre har jeg tænkt at mit kursus skulle begynde med diverse inventioøvelser på emnerne - men hvis der nu ikke umiddelbart er nogle?! Det må så være underviserens opgave at sige: "Jo, selvfølgelig er der noget du er utilfreds med.", "Du kan da ikke lide Bertel Haarder, vel?" Man kunne måske også foregribe det ved forud for kurset at bede folk om at tænke over et emne, så man kunne lægge ud med at skrive sig frem til en tilspidset tese? Måske skulle kurset ligefrem kun være for folk der eksplicit kunne tænke sig at skrive et indlæg? Det ville kræve noget koordination med skolen, for hvad skal de øvrige lave mens jeg tegner pentagoner på tavlen for de ivrige debattører? Der er en pointe i begge ting synes jeg. Er der nogle der har stået i dilemmaet med motiverede kursister der bare ikke lige ved hvad de skal skrive om? Jeg har ofte prøvet at være sådan én selv.

Endnu en blog går i luften

2006-11-30T08:24:00.000-08:00

Så er endnu et lille kapitel føjet til bloggosfæren. Dette er et forum for retorikstuderende på Christna Isagers skrivedidaktikhold 2006/2007. Ideer og erfaringer fra praktikforløb, abstracs og andre faglige indspark skal være velkomne.

Nye indlæg kan begynde her.