Metodetip og ethosspørgsmål

Først et tip til dem, der føler sig metodeløse: Har lige læst Peter Jarvis: "Aktionsforskning" fra Praktiker-forskeren. Udvikling af teori fra praksis, 2002. Han siger noget klogt og lettilgængeligt om, hvad det er vi laver, når vi prøver at teoretisere ud fra en praksissituation, og at det faktisk giver mening, vi gør det. Den kan anbefales.

Og så til spørgsmålet: Er der nogen af jer, der har gjort jer tanker om undervisere i symmetriske kommunikationssituationer? Hvad betyder det f.eks for ethos, hvis læreren er jævnaldrende med eleverne, eller hvis man skal undervise sine kollegaer? Og hvordan kan man arbejde med det? Kender I til noget litteratur på området? Jeg synes, det er et emne, der fortjener opmærksomhed på retorik, for de fleste af os vil komme ud for situationen, og hvad gør vi så?