Glædelig jul og skriv godt :-)

Efter en glimrende "sidste gang før jul" undervisning med flere tips til hvordan man gør sig selv "hemmelig" på bloggen (og i det hele taget kommer ind ( det er dog utroligt så svært det er for nogle af os)) og en god diskussion omkring praktikkerne - ønskes der glædelig jul til hele holdet.

Håber vi ses allesammen igen - til workshop-undervisning, på bloggen eller på punkt.ku.dk(opfordrer alle til at ligge jeres fantastiske noter, fængende oplæg og fremragende øvelser ind på sidstnævnte - til fælles gavn og glæde)

kh Hansi ( det være sig hende med krøllerne og sygeplejerskerne - mon man stadig er anonym?)

En hård start

Efter en times log in / log ud, skift fra blogger til nyere blog, dit kodeord virker ikke, log ind / log ud, virker ikke, arghhhh, virker ikke/selvrealiseringsblog væk, jeg er vist ikke rigtigt inde, er jeg vist endelig inde ved magtens centrum, dog uden mere tid til at skrive om min undervisningspraktik, der i øvrigt skrider langsomt men sikkert frem.

Dog et enkelt spørgsmål: Var det meningen at man skulle kunne være anonym på denne blog og i så fald hvordan?

kh
En teknisk tragedie

Metode...?

Metode er et af de ord som vi retorikere har det halv-skidt med - det er min opfattelse efter 5 års studier. Som jeg har forstået er metode for en retoriker noget med hermeneutisk at læse en tekst, tænke lidt, læse den igen osv.

Hvordan får man sit konkrete praktikforløb til at hænge sammen med det faglige begreb?

Jeg vil gerne lave en praktik hvor nogle opgaveskrivere skal i gang i ordentlig tid og arbjede med motivation og inventio. Det skulle ske gennem afklarende øvelser - både mht. emnerne, studieordningen og opgavens placering i uddannelsesforløbet.
Der opstår en masse "hvad nu hvis"-spørgsmål: Hvad ville der ske hvis jeg ikke afklarede genren med dem? - ville opgaverne så blive lige så gode? - Svaret må vel blive nej.
Får det dem til at komme i gang med opgaverne? Det er næsten for oplagt at "selvfølgelig" gør de det hvis de er indstillede på at deltage i kurset... I modsat fald er de nej-sigere.

Hvis jeg skal undersøge effekten af en enkelt øvelse, så bliver det meget laboratorie-agtigt. Underviser jeg for at "forske" i en særlig faglig problemstilling, eller underviser jeg for at løse et konkret problem for deltagerne? Er det ok at lave "forudsigelige forsøg"?

Hvem er det i virkeligheden der skal lære noget?

Til et læsegruppemøde kom vi i forbindelse med min praktik til at diskutere, hvem det overhovedet var, der skulle lære noget. Jeg skal lave en form for genreafklaringskursus om "skriftlig refleksion" på en kreativ uddannelse. Meningen er, at jeg skal lave det for de studerende, fordi der på uddannelsen er udbredt forvirring om, hvad man skal bruge en skriftlig refleksion til. Det er gået op for mig, at underviserne heller ikke selv er afklarede omkring genren. Til læsegruppemødet var der derfor uenighed om, hvem jeg så overhovedet skulle undervise. Jeg holder fast i at skulle undervise de studerende, men kan se, at denne problemstilling kommer til at blive gennenmgående for forløbet. Jeg kæmper særligt med følgende:

• At finde en passende balance i forhold til, hvor meget underviserne skal involveres i min arbejdsproces med at planlægge et kursus (jeg har planlagt en forundersøgelse som forhåbentlig bliver givende). Jeg kan af gode grunde ikke holde dem udenfor - det er deres uddannelse, og derfor skal min definition af den skriftlige refleksion til en hvis grad godkendes af dem, inden jeg kaster mig ud i undervisning af deres studerende...
• Hvordan er det lige, at det skal gavne de studerende, hvis underviserne stadig ikke (efter mit gennemførte kursus) selv ved, hvad en skriftlig refleksion er? - og lidt i forlængelse af det:
  
• At finde et fælles sprog med underviserne (bare ordet genre betyder meget forskellige ting i vores respektive faglige verdener).
  

Hm...

Har I overhovedet ikke lært noget?

Jeg kan ikke huske om det var Christine der citerede Katrine Dahl, eller om det var omvendt (måske var det en helt tredje?). Jeg har måske glemt hvem, men ikke hvad: "Begejstring er ikke lig læring." Den sætning popper op i mit hoved fra tid til anden, og det gjorde den også under mit praktikforløb. Jeg tør godt vove at påstå at alle undervisere har oplevet det (mindst) én gang. Det kommer helt uventet; alting kører, dine elever/studerende er glade for dig, de laver deres ting, griner af dine jokes og rækker armen i vejret når du spørger dem om noget. Men pludselig kommer det. Spørgsmålet fra en elev der får dig til at tænke: "Har I overhovedet ikke lært noget?! Det har jeg jo forklaret fem gange..." Nogle gange skyder man skylden på eleverne (hold kæft, hvor er de dumme), men andre dage skyder man skylden på sig selv (hold kæft, hvor er jeg en dårlig underviser) - og det er ikke sjovt. Men 10 minutter efter får man som regel et svar der kan berolige; pyha, I har faktisk lært noget...

Så tænk på mig, hvis og når du kommer i samme situation: Bare rolig, det er helt normalt, du er ikke en dårlig lærer, og de skal nok lære en masse. Det er først når spørgsmålene er helt fraværende, du skal blive bekymret!

Er der nogen, der vil låne mig en skovl?

Den hule, jeg skal grave mig ud af, er uvidenhed om rammerne for mit praktikforløb. Jeg skal holde et AOF-kursus, men har aldrig selv været på aftenskole og har derfor meget svært ved at se modtagerne for mig. Hvor unge eller gamle er de? Hvad er deres baggrund? Hvor højt alment uddannelsesniveau kan jeg regne med? Hvor stor interesse i offentligt liv kan jeg regne med? Gider de lave hjemmeopgaver? Og er det eneste jeg i virkeligheden kan regne med, at jeg ikke kan regne med noget særligt præcist? En skovl til at grave mig ud af hulen modtages gerne!

Jo, du er sur!

Én af de ting jeg forestiller mig kan blive problematisk i praktikken er at pådutte mine kursister en motivation for at skrive. Jeg forestiller mig at lave kurset "Det gode debatindlæg" på en højskole for elever på en samfundsfaglig linie. Jeg kunne godt tænke mig at alle i slutningen af kurset sad med hvert sit fokuserede, velargumenterende debatindlæg - klart til et retorisk liv i avisen, sognebladet, på webloggen osv.
Jeg går altså ud fra at alle har noget temmelig konkret på hjertet. Indtil videre har jeg tænkt at mit kursus skulle begynde med diverse inventioøvelser på emnerne - men hvis der nu ikke umiddelbart er nogle?! Det må så være underviserens opgave at sige: "Jo, selvfølgelig er der noget du er utilfreds med.", "Du kan da ikke lide Bertel Haarder, vel?" Man kunne måske også foregribe det ved forud for kurset at bede folk om at tænke over et emne, så man kunne lægge ud med at skrive sig frem til en tilspidset tese? Måske skulle kurset ligefrem kun være for folk der eksplicit kunne tænke sig at skrive et indlæg? Det ville kræve noget koordination med skolen, for hvad skal de øvrige lave mens jeg tegner pentagoner på tavlen for de ivrige debattører? Der er en pointe i begge ting synes jeg. Er der nogle der har stået i dilemmaet med motiverede kursister der bare ikke lige ved hvad de skal skrive om? Jeg har ofte prøvet at være sådan én selv.

Endnu en blog går i luften

Så er endnu et lille kapitel føjet til bloggosfæren. Dette er et forum for retorikstuderende på Christna Isagers skrivedidaktikhold 2006/2007. Ideer og erfaringer fra praktikforløb, abstracs og andre faglige indspark skal være velkomne.

Nye indlæg kan begynde her.