Derfor går de

En lille opfølgning på min efterspørgsel (Noget i retningen af: Hvordan funderer man en ethos som underviser, når kursisterne er på samme eller højere alders-, status- eller erfaringsniveau?):

Jeg opdagede, at det, jeg ledte efter var voksenundervisning. Og der viste sig at være stakkevis af bøger om emnet - der nu leger lidt med tyngdekraften på mit skrivebord. Pragteksemplaret er en lille grim bog fra 74 af Jennifer Rogers, der svarer på de tre spørgsmål: Hvorfor kommer de? - min favorit: Hvorfor går de? Og til sidst: Hvem er de? Interessant at læse om andres erfaringer og forstå sine egne.

Det eneste problem er, at jeg bliver nødt til at trykke crtl+a og delete i det dokument, der hedder skrivedidaktikopgave. Ud går mundtlighed og skriftlighed. Ind kommer etablering af underviserethos. Forfra. Nyt emne. Men nu gider jeg godt.

Er der mon nogen...

...der ligger inde med Fahnestocks Genre and Rhetorical Craft? Det nr af tidsskriftet Research in the Teaching of English vol. 27 #3, som den er i, og som jeg kunne tænke mig at kigge i, er udlånt fra Retoriks bibliotek, og den er ikke til at skaffe andre steder...

Metodetip og ethosspørgsmål

Først et tip til dem, der føler sig metodeløse: Har lige læst Peter Jarvis: "Aktionsforskning" fra Praktiker-forskeren. Udvikling af teori fra praksis, 2002. Han siger noget klogt og lettilgængeligt om, hvad det er vi laver, når vi prøver at teoretisere ud fra en praksissituation, og at det faktisk giver mening, vi gør det. Den kan anbefales.

Og så til spørgsmålet: Er der nogen af jer, der har gjort jer tanker om undervisere i symmetriske kommunikationssituationer? Hvad betyder det f.eks for ethos, hvis læreren er jævnaldrende med eleverne, eller hvis man skal undervise sine kollegaer? Og hvordan kan man arbejde med det? Kender I til noget litteratur på området? Jeg synes, det er et emne, der fortjener opmærksomhed på retorik, for de fleste af os vil komme ud for situationen, og hvad gør vi så?

Kaptajn på virkelighedens mareridt

Jeg tror, det er tid for mig at genoptage lidt blogfifleri. I mandags startede mit AOF-kursus, og der skete præcis det modsatte af det, der havde holdt mig vågen med koldsved de sidste par nætter. Det betyder ikke, at alt klappede og at performerangsten nu er væk. Nej, mit mareridt gik ud på, at tiden var gået, før undervisningen gik i gang, og at jeg ikke kunne styre kursisterne der holdte konstante rygepauser.

Virkelighedens mareridt, der udspillede sig i mandags var, at tiden var alt alt alt for lang. Da jeg havde lavet alle øvelser og kastet mine guldkorn, var der 45 minutter tilbage. Blob.. bub bub... hmm... what to do, what to do... jeg improviserede flere skriveøvelser og sejlede igennem uden at kæntre - jeg tror, faktisk ikke engang, kursisterne opdagede, at der var storm på søen. Men jeg har lært, at jeg skal forberede det dobbelte af, hvad jeg tror, jeg når - men samtidig være klar til at sløjfe tre fjerdedele. Og rygepauserne.. njæææ... i pausen sad de helt stille på stolen og kiggede opmærksomt og lidt genert på mig, til vi efter fem endeløse minutter gik i gang igen.

Mens jeg venter på, planlægningen af morgendagens session - med hardcore argumentationsteori til de faktisk ret kvikke hoveder - går i gang af sig selv, leger jeg med min nye profil på Kommunikationsforum. Se den her og lav en selv, hvis du som mig ikke ved, hvad du skal bruge den til, men ikke tør lade være, for hvad nu hvis...

Hvordan spreder man rygtet? Lidt reklame...

Jeg har for en gangs skyld haft en januar uden eksamen, så jeg har brugt tiden på skrivedidaktik-opgaven i stedet. Jeg er ved at være igennem første gennemskrivning og må konstatere, at denne metadisciplin er virkelig svær. De første par dage led jeg endda af min første skriveblokering i fem år! Det føltes simpelthen så dumt at sidde foran skærmen og måtte tvinge sætninger ud - om det at have skriveblokering. Hmm, meta-frustration = dobbelt frustration.

Et af mine blokeringsgrunde er, at der er så mange veje, jeg kan vælge at gå ud ad - og den ene dag synes jeg, at mit fokus på risiko(u)villighed er det mest spændende; den næste dag kan jeg ikke forstå, hvorfor jeg ikke skriver om ars-ususfordelingen. Som et barn i en slikbutik og 30 siders penge at snolde for. (Ok, nu lyder jeg virkelig som en lalleglad fagnørd!)

Nu er jeg så også så småt begyndt på mit speciale, og jeg har oprettet en specialeblog. Uanset hvor afklædt og pinlig jeg måtte føle mig, har jeg aftalt med mig selv, at jeg skal bede folk om at læse den - det er jo trods alt en del af pointen med at have en blog i stedet for en logbog. Så kom gerne med gode forslag, opmuntrende tilråb og støttende ord på Specialet skal skrives.

Held og lykke til jer derude, der har eksamener til gode.

Click on the computer and I'm 17 again

Donald Murray er død, 82 år gammel. Hvem? Ham, der blandt andet skrev Learning by Teaching. Og måske er I stødt på teksterne "Seeing the Obvious” og ”Avoiding the Clichés of Vision” (som har været brugt i kompendier i Skriftlig formidling og Retorisk skrivning på retorikstudiet gennem nogle år.)

Læs mere om Murray via Roy Peter Clark's Writing Tools, der er et godt sted at kende i det hele taget. Og for at give Murray selv det sidste ord her:

The flow of writing is always a surprise and a challenge. Click the computer on and I am 17 again, wanting to write and not knowing if I can.

Glædelig jul og skriv godt :-)

Efter en glimrende "sidste gang før jul" undervisning med flere tips til hvordan man gør sig selv "hemmelig" på bloggen (og i det hele taget kommer ind ( det er dog utroligt så svært det er for nogle af os)) og en god diskussion omkring praktikkerne - ønskes der glædelig jul til hele holdet.

Håber vi ses allesammen igen - til workshop-undervisning, på bloggen eller på punkt.ku.dk(opfordrer alle til at ligge jeres fantastiske noter, fængende oplæg og fremragende øvelser ind på sidstnævnte - til fælles gavn og glæde)

kh Hansi ( det være sig hende med krøllerne og sygeplejerskerne - mon man stadig er anonym?)