Jeg tror, det er tid for mig at genoptage lidt blogfifleri. I mandags startede mit AOF-kursus, og der skete præcis det modsatte af det, der havde holdt mig vågen med koldsved de sidste par nætter. Det betyder ikke, at alt klappede og at performerangsten nu er væk. Nej, mit mareridt gik ud på, at tiden var gået, før undervisningen gik i gang, og at jeg ikke kunne styre kursisterne der holdte konstante rygepauser.
Virkelighedens mareridt, der udspillede sig i mandags var, at tiden var alt alt alt for lang. Da jeg havde lavet alle øvelser og kastet mine guldkorn, var der 45 minutter tilbage. Blob.. bub bub... hmm... what to do, what to do... jeg improviserede flere skriveøvelser og sejlede igennem uden at kæntre - jeg tror, faktisk ikke engang, kursisterne opdagede, at der var storm på søen. Men jeg har lært, at jeg skal forberede det dobbelte af, hvad jeg tror, jeg når - men samtidig være klar til at sløjfe tre fjerdedele. Og rygepauserne.. njæææ... i pausen sad de helt stille på stolen og kiggede opmærksomt og lidt genert på mig, til vi efter fem endeløse minutter gik i gang igen.
Mens jeg venter på, planlægningen af morgendagens session - med hardcore argumentationsteori til de faktisk ret kvikke hoveder - går i gang af sig selv, leger jeg med min nye profil på Kommunikationsforum. Se den her og lav en selv, hvis du som mig ikke ved, hvad du skal bruge den til, men ikke tør lade være, for hvad nu hvis...
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
2 comments:
Hmm, ja det plejer jo gerne at være omvendt: So much knowledge, so little time.
Mit råd er: Stil nogle flere spørgsmål. Hver gang du har leveret en pointe (eller bare et lille lys) kan du bede dem og egne eksempler. Det tager både tid at finde på dem, fremsige dem og kommentere dem. Og der er endnu flere fordele: Det giver dig en fornemmelse af, om de forstår hvad det hele handler om, og det giver får dem i snak, så de også har lidt tale om i pausen (hvor pinligt...).
Held og lykke - og frem for alt god fornøjelse!
Hehehe - rigtig morsom beskrivelse af pausen!
:)
Min sejeste lærer fra Retorik (Christina Funder) sluttede altid en gennemgang af et stykke teori af med
"hvad tænker du om det?" eller
"hvorfor ser du sådan ud i ansigtet?" eller
"hvordan ville du formulere dette?"
En genial måde at trække pointerne i langdrag og skræddersy dem til os studerende.
Som lærer bør du ALDRIG være bange for at gentage dig selv (omformuleringer er jo også mere end bare gentagelse). Måske kan du på den måde få lidt material til at vare længere.
I øvrigt er det godt klaret at du improviserede dig igennem de sidste 45 minutter. Det er også godt at kunne!
Post a Comment