Wednesday, December 6, 2006

Har I overhovedet ikke lært noget?

Jeg kan ikke huske om det var Christine der citerede Katrine Dahl, eller om det var omvendt (måske var det en helt tredje?). Jeg har måske glemt hvem, men ikke hvad: "Begejstring er ikke lig læring." Den sætning popper op i mit hoved fra tid til anden, og det gjorde den også under mit praktikforløb. Jeg tør godt vove at påstå at alle undervisere har oplevet det (mindst) én gang. Det kommer helt uventet; alting kører, dine elever/studerende er glade for dig, de laver deres ting, griner af dine jokes og rækker armen i vejret når du spørger dem om noget. Men pludselig kommer det. Spørgsmålet fra en elev der får dig til at tænke: "Har I overhovedet ikke lært noget?! Det har jeg jo forklaret fem gange..." Nogle gange skyder man skylden på eleverne (hold kæft, hvor er de dumme), men andre dage skyder man skylden på sig selv (hold kæft, hvor er jeg en dårlig underviser) - og det er ikke sjovt. Men 10 minutter efter får man som regel et svar der kan berolige; pyha, I har faktisk lært noget...

Så tænk på mig, hvis og når du kommer i samme situation: Bare rolig, det er helt normalt, du er ikke en dårlig lærer, og de skal nok lære en masse. Det er først når spørgsmålene er helt fraværende, du skal blive bekymret!

1 comment:

katrine said...

Jeg ved ikke om Christine har citeret mig, eller om hun også har hørt det fra Hanne Dagmar Raaberg, men det er under alle omstændigheder Hanne der er ophav til de vise ord "Tilfredshed er ikke nødvendigvis lig med læring". Hertil kan jeg tilføje at det er utilfredshed naturligvis heller ikke per definition. Det er altid dejligt med glade elever og kan føre mange fine ting med sig - det er bare ikke nødvendigvis et evalueringsparameter for læring.

Og så lige et imponeret nik herfra - sej blog! Kollaborativ på den gode måde.

Katrine